Tordenild

At leve er at vandre alene, nogen gange vandre man sammen med andre og kan nyde verden sammen, men det meste af tiden vandre vi alene.

Omkring dig findes mennesker som siger de gerne vil vandre sammen med dig og dele strabadserne med dig. Brug dem men vær aldrig afhængige af dem, for de vil fejle, igen og igen. Deres støtte til din rejse kommer når de har tid og overskud ikke når du er træt på rejsen.

Stop derfor altid før du bliver træt, og hvis du går for langt og falder om, så skal du vide du er alene i ødemarken. Hvis en ven tilfældigvis er i nærheden og har tid og overskud, kan det være du får et lift, men gå altid ud fra du er alene.

Før du forstår at du er alene på alle mulige måder, før vil du ikke være istand til at leve.

Den dag du står på katastrofens rand, er det vigtigt at du ikke kalder på hjælp, for hjælpen kommer ikke, det er vigtigt du ikke tror på hjælpen for hjælpen kommer ikke. Katastrofen indtræder og du er den eneste der kan stoppe den.

Det er din styrke og din styrke alene der gør du overlever rejsen. Rejsen igennem livet er barsk for alle, håbet var at vi kunne dele den med andre og støtte hinanden, da vi alle har vores styrker og svagheder, desværre er mennesket ikke i stand til at gøre andet end at tænke på sig selv.

Kæmp for dig selv, overlev, det er dit liv, ingen andres… og du er alene…

Hvorfor gør jeg folk kede af det når jeg prøver at gøre dem glade?

Hvorfor er min kærlighed til andre forkerte når jeg føler så stærkt?

Hvorfor kan man ikke elske uden at skulle forklare hvorfor?

Hvorfor er mit liv et rod når jeg forsøger at rydde op?

Hvorfor skal man kæmpe hver dag når det ville være så simpelt at dø?

Hvorfor skal jeg lære at have venner for at miste dem igen?

Hvorfor skal jeg leve når det, at leve, er en kamp?

Hvorfor skal man have følelser når de såre så dybt?

Hvorfor spørge hvorfor… når svaret ikke findes…

Hvorfor…

Man plejer at sige at kropssproget siger 90% af kommunikationen, derfor misforstår folk ofte hinanden når det kun er tekst, som sms, forums og chats.

Men nogen gange oplever man at selvom kropssproget er med viser misforståelsen stadig sit grimme ansigt og truer med at ligge venskaber og forhold i ruiner.

Kampen mod dette grimme uhyre er svær og lang og desværre føles det som om denne kamp tabes igen og igen, nogen gange er det som om at modtagerne af beskederne helst ser dem misforstået, er det fordi denne ønsker skyts at smide med, er det fordi det er nemmere at hade og mistro end det er at elske og være forstående.

Ærligt talt ved jeg det ikke, det eneste jeg ved er at tolerancen i os mennesker er inficeret med et virus, et virus der har mange ansigter og mange former og navne. Nogen kalder den ego, nogen kalder den penge, nogen kender den som jalousi andre igen kender den under misundelse og vi kender den næste alle under navnet frygt.

Hvad gør vi så for at undgå dette virus ikke kun inficere os men bygger rede i os og lever og kontrollere os. Min kur er simpel. Start med at elske folk, når viruset stikker sit hoved frem, luk øjnene og lig armen om den foran dig og giv et knus. Når viruset tolker for os på beskeder så fyld hjertet med glæde og varme og se på det andet menneske med forståelse og varme.

Kæmp imod de følelser der ødelægger os og spred varmen der findes i vores hjerter. Varme forsvinder ikke hvis vi deler af den, faktisk varmer vi verden op omkring os i stedet for kun at fokusere på vores eget hjerte. Der er så mange hvis hjerter er kolde og ikke selv kan varme dem.

Vi bør møde væsnerne omkring os med et smil, et knus og søde ord. Hvis vi har brug for det, så har andre også og hvis vi kan give dem, kan andre også. Det er ikke et varme regnskab hvor man skal holde øje med om det man giver kommer ligeså meget tilbage. Vi vil opleve at hvis vi giver ud vil vi få igen, og hvem ved måske vil vi endda kunne skabe et varmt miljø omkring os hvor vi alle føler os varme og glade.

Hjælp mig med at komme viruset til livs, skræmme monsteret væk og vis mig at du elsker mig, for jeg elsker dig.

• Kærlighed fylder os med varme og glæde
• Kærlighed fylder os med tårer og sorg
• Kærlighed fylder os med vrede og had

Kærlighed… uden den kommer roen, roen fører til tomheden, tomheden fører til stilhed…

I havet af stilhed holder vi op med at leve og bliver statuer der tomt stirre ud på livet…

• Kærligt vi elsker
• Kærligt vi føler
• Kærligt vi misforstår…

Find kærligheden i dig selv og andre og overgiv dig i kærlighedens kaos af varme…

Det er morgen, solen skinner ind af vinduet og vækker dig, du føler energien brænde behageligt i dit sind. Du ved at denne dag bliver noget særligt og intet kan kue dig. Disse dage står den grå efterfølger undrende og forsøger at følge med.

Det er morgen, regnen pisker mod ruden, du vågner for sent og kæmper for at indhente det spildte. Energien skal nærmest flås frem og selv en energi drik fordufter i tomheden før den giver gavn. Disse dage står den grå efterfølger og gnider sine griske hænder, nikker og ler med hul latter.

Så længe den grå efterfølger forbliver på sin plads, er der ikke noget at være bekymret om, for der vil være opture og nedture hele livet.

Men pas på den dag den grå efterfølger rejser sig fra sengen i din skikkelse. Se den dag vil den grå efterfølger være dit liv og du vil være fanget i mørket der ligger bag den grå efterfølger.

Den grå efterfølger vil altid være der, så vær overvågen og giv ikke op, for der er længere ned end de fleste aner og det tager endnu længere at komme op.

Jeg kan mærke ham bag mig, jeg kan mærke hans ånde, er jeg ved at blive grå og efterfølger?

Sådan ser vi verden, sådan ser vi alle verden. Som spæde forsøger vi at se solen og farverne, som unge forsøger vi at leve på kanten og leve farverne. Tiden sletter alle spor, og det vi lærte forsvinder i vinden og vi vender os ikke og ser. Vejen foran os er belagt med bedrageriske sten og hvert skridt giver genlyd i vores bevidsthed. Alligevel vandrer vi ned af den samme vej, forsøger at finde fælles fodslag. Nogen forsøger i grupper at gå i deres eget tempo, men bag dem og foran dem vandre vi og skubber puffer og tvinger dig ind i samme rytme. En rytme der bliver dikteret men vi er for blinde for bedøvede at af indtryk og tomme løfter vi ikke engang selv tror på. De der forsøgte at stikke af ud til siden, vil til sidst blive tvunget til at fortage valget mellem at træde soldaternes skridt i menneskernes skridtmarch eller blive trampet for fode. Sammen mærker vi jo længere vi går at støvletrampene rammer jorden hårdere og hårdere og bitterheden samles i maven og man mærker stille armen rejse sig til skråhilsen. Nu er vi noget, nu er vi som vi gerne vil have os, vi er ens, vi har samhørighed og sammen vandre vi mod livets nedgående sol. Sammen vil vi træde ud i intetheden og blive glemt for altid.

(Troels Frostholm Søe-Larsen, d. 24. Marts. 2011)